Dyrehaven, Skanderborg - Mossø

Bent, Erik og jeg mødtes ved parkeringspladsen ved Dyrehaven i Skanderborg klokken 10:00 på en smuk november morgen. Sol skinnede gennem rimtågen og græs og buske var smykket med rimfrost. Søen lå blank hen og det kunne kun gå for langsomt med at komme i vandet.








Snart var tøjet kommet på og kajakkerne i vandet. Målet var Mossø gennem Tåning Å, så kursen blev sat mod kanalen under jernbanebroen ind i Sct. Helene.

Det var en af de fantastiske dage hvor man ikke kunne forstå at kalenderen viste 1. november, solen fik hurtigt magt og de tre lag tøj under tørdragten viste sig hurtigt at være rigeligt!

Fra Sct. Helene sejlede vi under Motorvejsbroen ind i Tåning Sø og tværs hen over denne til indsejlingen til Tåning Å. Bent og jeg har taget denne tur flere gange, men for Erik var det første gang - jeg tror han var ligeså bjergtaget af den smukke natur som jeg selv var første gang jeg var der. Man oplever et fantastisk skift fra skovklædte søbredder til store marker over høje bakker.

Vel inde i Tåning Å nød vi den fredfyldte sejlads som man får på en blikstille å i medstrøm. Der var rigelig tid til at nyde naturen og dyrelivet, vores ven Isfuglen så vi dog ikke denne gang, men så slap vi jo for at forsøge at fotografere den uden held!


Snart var vi ved Fuldbro Mølle hvor vi skulle bære over Vroldvej. Vi rastede, fik indonesisk karrysuppe, kaffe, bananer, kiks og chokolade og naturligvis også et par smøger. Bent, som skulle til 50 års fødselsdag om aftenen, valgte at forlade os og vende stævnen hjem mod Dyrehaven.



Han ventede dog til Erik og jeg var i vandet på den anden side - Jeg tror han var lidt ærgelig over at han ikke kunne komme med på resten af turen, men chancen kommer jo igen.


Erik og jeg fortsatte gennem åen ud mod Mossø. Det var første gang vi var på dette stykke og selv om det bare er en lille å i "baghaven" fik det alligevel lidt ekspeditions følelse op i os begge.


Snart lå Mossø, Jyllands største sø, åben foran os. Vi snakkede lidt om at den var kendt for at kunne lave nogle ganske store bølger, men i dag lå den flad som et strygebrædt. Vi sejlede over mod den nordlige bred, for godt og vel midt på at dreje til højre ind mod bunden af søen. Vi skulle dog lige have en smøgpause i bådene og nyde den smukke udsigt.


Inde i bunden af søen, sejlede vi til højre rundt langs kysten for at finde rastepladsen som Bent havde omtalt. Vi mente at der skulle være et shelter, men den plads vi fandt havde ingen shelter og lå iøvrigt også uskønt lige op af vejen.

Klokken var ved at være "sejle hjemtid" så vi blev enige om at sætte kursen mod Tåning å igen. Problemet var dog at ingen af os havde husket at lægge mærke til landskabet hvor vi kom ud i søen, så vi måtte sejle langs kysten for at finde hullet. Solen stod lige i øjnene på os og vi roede og roede. Hvergang der var en pynt blev i enige om at åen var lige på den anden side, det var den så ikke! Til sidst spurgte vi nogle jægere som stod i en lysning "Jov, I skal bare sajle ca. 4 km. tilbage så er den der". Nå så måtte vi jo vende om og ro tilbage. Her fik vi beviset på at forholdene i Mossø skifter hurtigt. Det var frisket lidt op og straks rejste der sig nogle små krappe bølge som ikke var særligt behagelige at ro i, helt anderledes end de bølger vi er vandt til fra fjorden. Vi fandt dog snart (efter 8 km. ekstra) å indløbet og snart var vi i kendt farvande. Vi roede gennem åen og de to små søer og snart var vi tilbage i Skanderborg sø hvor mørket havde lagt sig. De var en smuk oplevelse at ro på den mørke sø.

Da vi kom tilbage til P pladsen var der en masse børn og to pædagoger som skulle ud på "kajakstafet". Hvor var jeg glad for at det ikke var mig der skulle have ansvar for en flok utrænede børn i kajakker på en mørk sø.

Vi fik tøjet af og kajakkerne på taget, hvorefter vi "evaluerede" turen over en blå royal i Eriks bil.

Vi blev enige om at det havde været den bedste måde vi kunne tilbringe en lørdag på!

Efterskrift: Da det igen blev lyst og jeg kunne se kajakken, fandt jeg ud af at jeg havde fået en gelcoat skade lige i knækket i skroget under cockpittet. Jeg viste godt at jeg havde været oppe og ride på nogle sten ved broen under motorvejen, men at det havde været så volsomt havde jeg ikke regnet med.
Nu har jeg så to Anas Acuta med gelcoat skade. Den røde (Janes) afventer gelcoat fra Valley i England og min (den hvid/gule) er heldigvis rent hvid, så det kan købes i enhver bådforretning, den skal blot tørre rigtigt ud, så jeg ikke får indkapslet fugt i laminaten.


udsejlet distance: 26,4 km. gennemsnitsfart: 5,8 km/t.