onsdag den 16. september 2009

Tirsdagstur, 15. sept.

Så var det igen tirsdag aften og vi skulle ud og ro. Det var første gang vi skulle starte på vores "efterårstidspunkt" kl. 17:00 for ikke at komme til at ro i buldermørke, desværre er aftenerne jo nu blevet temmelig korte.
Bent og jeg mødtes ved udsætningspladsen ved Husodde og havde egentlig bestemt at turen skulle gå ud til bænken på den anden side af Voersø ved Brigsted. Desværre var der nogen der havde glemt at hælde vand i fjorden så det var meget lavvandet. Vi vidste på forhånd at det ville betyde en lang gåtur i vandet hvis vi fastholdt planen, så derfor satte vi istedet kursen mod Alrø for at holde rast på øens vestside.
Solen stod flot på himmelen, der var en let vind fra sydøst, små bølger og modstrøm men det burde ikke være noget problem så vi roede raskt der udad. Skoven stod i sin flotte efterårspragt med mørkgrønne og gyldne farver i solskinnet, helt fantastisk flot men også lidt forstemmende da man jo så ved at vi er tæt på den grå og triste årstid.


Roningen gik raskt forbi Elbæk og Brakør skov, men da vi forbi Brakør var det somom at pagajen var lavet af gummi - der var nærmest ingen fremdrift. Jeg troede at det var mig det var galt med, jeg bøvler lidt med ryggen, men Bent havde også observeret at vi nærmest ikke flyttede os. Det var naturligvis fordi at det var ved at blive højvande og vi derfor fik strømmen ret imod os. Vi puklede videre og nåede da også bøjen som afmærker sejlrenden igennem Draget mellem Alrø og Borre Knob. Snart kunne vi mærke at Alrø gav læ for strømmen og nu gled det igen. Vi anløb Alrø ved Esphoved hvor vi rastede, spiste bananer og kiks og fik fyldt nicotindepoterne op igen.

Mens vi rastede fik vi øje på en anden kajakroer mellem Alrø og Vorsø, vi afventede at han skulle komme nærmere da det så ud som om han havde tænkt sig at gå ind hvor vi sad. Det var åbentlyst en uerfaren roer for han kom kun langsomt nærmere og så i det hele taget temmelig ubehjælpsom ud. Vi opgav at vente på ham og gik i kajakkerne igen for at sætte kursen hjemad. Jeg kunne nu ikke lade være med lige at ro ud til ham - Det viste sig at være en ankerbøje! Sådan går det når to ældre mænd med deraf følgende dårligt syn holder udkik.






Bent tog et billed af mig sammen med den underlige kajakroer.









Hjemturen gik som en leg, strømmen, de små bølger og den smule vind der var tilbage kom skråt bagfra og skubbede os blidt mod Husodde i solnedgangen. Der var en helt fantastisk solnedgang inde over byen som nærmest så ud som om den stod i brand. Igen må vi sige at vi er priviligeret ved at have at så fantastisk rovand som Horsens Fjord lige uden for døren.


Vi ankom til udsætningsstedet i tusmørke og blikstille vand, kajakkerne trak fine kølstriber i vandoverfladen og pagajernes stille plasken lød i den tusmørke aften - En helt fantastisk oplevelse i det sædvanlige gode selskab af Bent.

udsejlet distance: 15,1 km.

Ingen kommentarer: