torsdag den 28. maj 2009

Søndag den 24. maj Tur med Jane.

Jane var nu blevet enig med sig selv om at det nu var blevet så meget forår at hun ville med ud og ro i kajakken. Hun skulle nu ikke starte i AnasAcuta'en men derimod i den banangule Aquanaut LV, hun havde trods alt kun roet lidt i den gamle Boreal Inuksuk som jo var en hel del mere stabil.



Vi kørte til Bents og mit sted lige efter Husodde, det er et rigtigt fint sted hvor man nærmest kan smide kajakkerne direkte ned i vandet. Det er der tilsyneladende også andre der har fundet ud af for da vi ankom lå der tre kajakker i vandkanten. Det viste sig at være Jan Nielsen fra RoHavkajak.dk som var ude med to kursister.





Vi var snart efter klar til at gå på vandet. Jane fik en kort instruktion i at stige i kajakken. I den gamle Boreal kravlede man bare ombord og det gør man ikke i Valleyen. Det gik nu fint, bortset fra at hendes "hestepigeben" ikke var så glade for at sidde overskrævs på agterdækket og krybe ned i cockpittet, men efter nogen jammer og klage var hun dog på plads.

Vi roede ned mod byen og det gik rigtigt fint for hende, vejret var perfekt, ingen vind og ganske små dønninger fra gårsdagens blæsevejr. Undervejs fik hun lidt instruktion i styretag, støttetag, kantning og brug af skegget og det virkede altsammen!
Efter vi havde roet en god kilometer begyndte hun at brokke sig over jakken - den irreterede hende under armene!!!! Jeg forsøgte at checke den ud mens hun sad i kajakken men det var ikke muligt, så vi roede ind til stranden for at finde ud hvad der var galt. Det viste sig at hun havde glemt at hive inderdelen ned inden hun satte skørtet på så det var elastikken fra inderdelen der sad oppe under armene og gnavede - min fejl, jeg burde have checket inden hun gik i båden.



Hun valgte at smide jakken og kun ro i trøjen hvilket jeg ikke var helt tilfreds med, men da der ikke var nævneværdige bølger og vi roede kystnært lod jeg det passere og vi gik igen på vandet.


Turen gik tilbage mod Husodde og de små sommerhuse der ligger der. Det er en rigtig fin bugt at øve sig i da der altid er læ og smult vand. Vi roede langs kysten ud mod Brakøre og ca halvvejs vente vi om og gik tilbage. Vi legede lidt i vigen ved sommerhusene inden vi gik på land for at få en sludder med de andre roere som også var ved at pakke sammen.

En rigtig fin eftermiddag med fruen på Horsens Fjord.

Ingen kommentarer: