onsdag den 19. august 2009

Tirsdagaften tur med Bent.

Jeg har ikke været så flink til at skrive det sidste stykke tid, så der er røget nogle roture som ikke er blevet omtalt, heraf et par stykker med Jane og Rebecca og en tur med Ålborg Kajaknet, men det får være, hukommelsen er ikke til at genskabe dem.


Tirsdag aften havde Bent og jeg aftalt at vi ville ro en kort tur og derefter øve lidt selvredning. Ingen af os havde prøvet det i vores nuværende kajakker og det er nu meget godt at vide hvordan det fungerer inden det bliver alvor.



Først roede vi lidt ind mod byen i strid modvind og modsø for at få fornøjelsen af bølgerne på vejen tilbage. Fjorden var fyldt med sejlbåde som nød den friske vind, nok lidt mere end vi gjorde! Efter et stykke tid ville Bents albue ikke mere i modvind, så vi vente snuden mod vigen lige efter Husodde for at lege lidt der. Turen tilbage gav nogle ganske fine surf på de små krappe bølger - go' underholdning!






Tilbage i bugten, hvor der var blankt vand, fiskede jeg mine dykkerbriller op af dagslugen og tippede kajakken over - UPS, jeg havde glemt at lukke halsåbningen i rojakken og den blev øjeblikkelig bordfyldt. Nå pyt med det, vandet havde en ganske human temperatur så det var bare at få monteret pagajflyderen og pagajen og komme tilbage i skivet. Det gik nu ganske nemt, også i denne situation er AnasAcutaens lave bagdæk en stor fordel.


Næste tip skulle være et af mine snart utallige rulleforsøg, men det endte også med wetexit og selvredning. Jeg bliver totalt rum/retningsforstyrret når jeg hænger med hovedet nedad i vandet og kan overhovedet ikke finde ud af hvordan det skal gøres, jeg håber der er en dygtig instruktør på DGI kurset som Bent og jeg skal på i week-enden som kan få min krop/hoved til at forstå det!



Bent fik også lavet et par fine selvredninger, nå ja, jeg måtte redde hans kasket som var på vej mod Caribien men det gik også.


Aftenen blev afsluttet med en hyggepils på bagsmækken af bilen.


Sjov og hyggelig aften.

Ingen kommentarer: